Solidaritetsprojekter
Hvis du vil gøre en positiv forskel i dit lokalsamfund, kan du gå sammen med dine venner om at oprette et solidaritetsprojekt. Du skal bare sørge for, at I er registreret på portalen for Det Europæiske Solidaritetskorps.
Hvad er et solidaritetsprojekt?
- Solidaritetsprojektet bør fokusere på en udfordring eller en sag i dit lokalsamfund, der har betydning for dig, men det kan også være med til at løse et problem på regionalt eller nationalt niveau.
- Det skal have "europæisk værdi". Det vil sige, at det skal være i tråd med de prioriteter, som EU har opstillet som f.eks. inklusion, bekæmpelse af klimaændringer, demokratisk engagement, aktivt medborgerskab eller ligestilling mellem kønnene.
- Det kan vare fra 2 til 12 måneder
- Der er som regel tale om deltidsarbejde, så du kan arbejde på projektet i din fritid.
Hvem kan være med?
- Personer i aldersgruppen 18-30, der bor i et EU-land, Island, Liechtenstein, Nordmakedonien eller Tyrkiet.
- Gruppen skal bestå af mindst 5 personer, der bor i samme land (der er ikke noget maksimalt antal personer).
Hvad får gruppen i økonomisk støtte?
- 630 euro om måneden til at dække udgifterne til at styre og gennemføre projektet.
- Hvis der er behov for en vejleder til projektet, vil udgifterne hertil også blive dækket.
- Du kan også søge om yderligere midler til at dække udgifter i forbindelse med unge med begrænsede muligheder (behovene skal beskrives udførligt i ansøgningsskemaet).
Hvordan ansøger man?
I forbindelse med et solidaritetsprojekt skal I ansøge om direkte støtte til jeres projekt (i modsætning til frivilligt arbejde, hvor man sender sin ansøgning til en organisation).
Dette gør I ved at henvende jer hos det nationale kontor i det land, hvor I bor. Husk at indsende jeres projektforslag inden den frist, der er fastsat i indkaldelsen af projekter. I kan selv ansøge eller få hjælp til ansøgningen hos en erfaren organisation.
På ansøgningsformularen bliver I spurgt om, hvorfor I ønsker at gennemføre projektet, hvordan det vil komme lokalsamfundet til gavn, og hvilke aktiviteter I har planlagt.
Derefter vil ansøgningen blive vurderet af det nationale kontor.
Før I ansøger:
- Opret en gruppe – kontakt andre unge, og dan en gruppe med en fælles idé eller et fælles emne.
- Sørg for, at alle bliver registreret – alle medlemmer af gruppen skal melde sig ind i Det Europæiske Solidaritetskorps.
- Få et organisations-ID (OID) – et medlem af gruppen skal påtage sig rollen som "gruppeleder" og registrere sig for at få et OID ved at oprette en konto hos Europa-Kommissionen. Hvis en organisation ansøger på dine vegne, er den muligvis allerede registreret og i besiddelse af et OID (hvis det ikke er tilfældet, skal den gøre dette først). Når vedkommende er registreret og afventer godkendelse af OID, kan I fortsætte med de næste skridt.
- Forbered jer grundigt ved at læse:
- om solidaritetsprojekter i vejledningen til Det Europæiske Solidaritetskorps
- de relevante sider på det nationale kontors websted (I kan også kontakte det nationale kontor for at få hjælp med ansøgningen)
- dette eksempel på en ansøgningsformular
- Opret jeres projekt – få styr på detaljerne (jeres idéer, mål, gruppemedlemmer, forventede resultater, budget, aktiviteter osv.)
- Indsend jeres ansøgning – brug ESC30-ansøgningsformularen til solidaritetsprojekter. Husk at overholde fristen!
Du kan finde yderligere oplysninger i vores FAQ.
Indmeldelse i solidaritetskorpset er ikke en garanti for, at man kommer til at deltage i et solidaritetsprojekt.